Tre nemme og lækre desserter dine nytårsgæster vil elske

Vi har tre forslag til desserter, der både er flotte og festlige.

Få mere tid til dine gæster nytårsaften – lav desserten i forvejen.

Champagnesorbet

I skal selvfølgelig drikke champagne kl. 24.00, men prøv også at bruge de skønne bobler i en festlig og velsmagende dessert. Udover at champagnesorbeten kan laves på forhånd, er den både nem og hurtig at anrette lige inden serveringen. Samtidig er det en meget let dessert, som ikke lægger sig tungt i maven på en aften, hvor man gerne også skal en tur på dansegulvet.

Opskriften er til 6 personer.
200 g sukker
4 dl vand
4 dl champagne eller mousserende vin
Revet skal af 1 citron, økologisk
Citronsaft, efter smag

Hæld vand og sukker i en gryde og kog indtil sukkeret er opløst. Lad det køle af, og tilsæt derefter champagne og revet citronskal. Smag herefter til med citronsaft, og kør den på en ismaskine. Det er vigtigt at efterfryse sorbeten, så lav den i god tid. Har du ikke en ismaskine, kan du hælde sorbeten i en beholder, sætte den i fryseren og røre i den en gang i timen, indtil den er helt frossen.
Anret champagnesorbeten i cocktailglas og pynt med fx citronmelisse, sukkerslør eller frysetørrede jordbær. Server med det samme.

Tip!
Brug en tør champagne, fx Laurent Perrier La Cuvée.
Tilsæt en spiseskefuld piskede æggehvider, når sorbeten begynder at tykne i ismaskinen, så bliver sorbeten mere cremet i konsistensen.
Hvis du vil have pink champagnesorbet, så bruger du roséchampagne og erstatter citronen med en pink grape.

 

Tiramisu 43

Hvis du hellere vil servere kage, hvorfor så ikke overraske dine gæster med en italiensk klassiker med et twist? Tiramisu er obligatorisk i det italienske dessertkøkken, men i denne udgave indeholder den et strejf af Spanien. Den spanske Licor 43, der er krydret med 43 forskellige urter, har en sødlig smag af citrus og vanilje, der sammen med de bitre toner fra kaffen giver en skøn smag. Med kakao på toppen, er dette en rigtig voksendessert.

Opskriften er til 6 personer.
60 ml Licor 43
1 pakke lady fingers
1 dl espresso
4 æggeblommer
75 g sukker
2 spiseskefuld kakao
500 g mascarpone

Lav espressoen og hæld den i en skål til afkøling, Pisk de fire æggeblommer med sukkeret og halvdelen af likøren indtil det er godt cremet. Tilsæt herefter mascarponen lidt efter lidt, mens du pisker.
Hæld den anden halvdel af likøren i den afkølede kaffe. Dyp halvdelen af dine ladyfingers i kaffelikør-blandingen og læg dem på tæt række i et fad. Dæk dem med halvdelen af cremen. Herefter laver du et nyt lag af småkager dyppet i kaffe og slutter af med et lag creme. Lad kagen trække i køleskab i mindst fire timer. Inden servering sigtes kakao over kagen. Pynt evt. med hele kaffebønner og citronmelisse.

 

Chokolademousse med Cointreau og karamelliserede mandler

Chokolademousse kan være mange ting. Nogle er så luftige og næsten uden smag af chokolade, men ikke denne her. Smagen af chokolade er tydelig og spiller rigtig godt sammen med orangetonerne fra Cointreau’en. Prikken over i’et er knas af karamelliserede mandler. Den oplagte dessert til chokoladeelskere.
Opskriften er til 6 personer.

Mandelknas:
80 g mandler (smuttede)
130 g sukker

Chokolademousse:
200 g mørk chokolade
30 g smør
4 æg (evt. pasteuriserede)
50 g sukker
2 cl Cointreau

Mandelknas:
Hæld sukkeret på en pande og lad det smelte. Når det er gyldent, vendes de smuttede mandler (de må ikke være våde) i karamellen. Hæld blandingen ud på bagepapir og lad det køle helt af. Hak groft med en stor kniv og fordel knaset i bunden af seks glas (gem noget til at pynte med).

Chokolademousse:
Læg chokolade og smør i en gryde over vandbad og lad det smelte. Del æggene og pisk hviderne stive. Herefter pisker du æggeblommer med sukker, indtil det er cremet og hvidt. Lad chokoladeblandingen køle af lidt af, inden du vender den med Cointreau og de piskede æggeblommer. Vend forsigtigt de piskede æggehvider i. Fordel chokolademoussen i glassene (evt. ved hjælp af en sprøjtepose) og pynt med knas på toppen. Stil glassene på køl i mindst tre timer og tag dem ud en halv time før servering.

Gå til huskeliste