Kærlighedens Kartel

Sangeren Freja Kirk debuterer med ny podcastserie

Kærlighedens Kartel Cover 3000x3000 NY v4 edit v2 min 2022 10 28 072959 nfgp

Torsdag 10. november lanceres det første af en række afsnit i en ny podcastserie om kærlighed, seksualitet og identitet med sanger og sangskriver Freja Kirk. Podcasten hedder Kærlighedens Kartel og udkommer på Spotify samt andre populære podcast-tjenester.

I podcasten taler Freja Kirk med mennesker, som har været igennem en personlig rejse eller har en anden holdning end hende selv. Det første afsnit er således en samtale mellem Freja Kirk, som er gift med en kvinde, og præsten Henrik Højlund, som er modstander af kirkevielser af homoseksuelle.

”Kærlighedens Kartel er en podcast, der undersøger kærlighed, seksualitet og identitet. Jeg har samtaler med folk, som jeg ikke nødvendigvis er enige med, hvilket nogle gange kan være grænseoverskridende. Men vi holder en respektabel tone, for jeg synes, det er vigtigt at vise, at det er OK at være forskellige, og at man godt kan have en ordentlig dialog, selvom man ikke har samme overbevisning,” siger sanger og sangskriver, Freja Kirk.

I podcast-serien stiller sangeren de svære spørgsmål om køn og kærlighed til blandt andre den professionelle ishockeyspiller Jon Lee Olsen, som efter syv års tavshed springer ud som homoseksuel og frisøren Oliver, der skifter køn og får fjernet sine bryster i podcasten.

Du er aldrig alene

Podcasten henvender sig især til unge voksne, som Freja håber kan spejle sig i nogle af fortællingerne. Freja kan nemlig huske, hvor vigtigt det var at have nogen at læne sig op ad, dengang Freja selv var helt ung og sprang ud som lesbisk.

”Det er sindssygt vigtigt at vide, at du er okay, selvom du måske synes, du ikke er helt som alle andre. I det her land med næsten seks millioner indbyggere er der altid nogen, der har det ligesom dig. Du er aldrig alene. Det vil jeg gerne være med til at vise med denne podcast,” siger Freja Kirk.

Kærlighedens Kartel har premiere på Spotify og andre podcast-tjenester den 10. november 2022. Afsnittene udkommer hver torsdag og varer ca. 45 minutter. Podcasten er blevet til i samarbejde med Jägermeister.


Podcastens afsnit

1. Freja møder Præsten; Henrik Højlund, forfatter, debattør og præst i Aarhus Bykirke, der nægter at vie homoseksuelle i Folkekirken.

2. Freja møder Topatleten; Jon Lee Olsen, professionel ishockeyspiller, der som 24-årig springer ud som homoseksuel overfor sine holdkammerater. I syv år har han holdt sin historie hemmelig, fordi han var bange for konsekvenserne og sin karriere.

3. Freja taler om Operationen; Oliver Franz, transmand og frisørelev hos Mugshot i København, føler sig fanget i det forkerte køn og tager i podcasten springet fra kvinde til mand og får fjernet sine bryster.

4. Freja møder Familien; Julie Sass, Frejas bedste ven gennem mange år fortæller om, hvordan det var at springe ud som lesbisk og hvordan det blev modtaget derhjemme.

Fakta om Freja Kirk

  • Freja Kirk er sanger og sangskriver og har blandt andet deltaget i Vild med dans, og sammen med dansepartneren Claudia Rex udgjorde de det første rent kvindelige par i dansekonkurrencen.
  • Freja Kirk har udgivet albummet ”Monophobia” i 2014, albummet ”Pussyfied” i 2019 og EP'en ”Sloppy Seconds” i 2020.
  • Privat blev Freja Kirk gift i 2021 med skuespilleren Sus Wilkins.
  • Freja Kirk var ambassadør for World Pride 2021.

Pressekontakt

Tue Aip, direktør og kommunikationsrådgiver, Straight Communications, T: 21 65 33 67, E: tue.aip@straight-communications.dk

Om Jägermeister

Den verdensberømte urtelikør Jägermeister sælges i 150 lande verden over. Jägermeister så dagens lys for første gang i 1935 i Wolfenbüttel, Lower Saxony, i Tyskland. Herfra produceres og distribueres alle flasker af Mast-Jägermeister SE. Den succesfulde urtelikør har i mere end 80 år været baseret på en hemmelig opskrift med 56 forskellige urter, blomster og rødder. I 2021 solgte Jägermeister 111,6 mio. 0,7-liter flasker, hvilket gør brandet med kronhjorten til den bedst sælgende urtelikør i verden. Læs mere på: www.mast-jaegermeister.de/en.