56 nøje udvalgte urter, krydderier, rødder og frugter

Jägermeister Bitter - 56 nøje udvalgte urter, krydderier, rødder og frugter

Jägermeister Brand Shop 2880x1250 v3 min

Den berømte tyske bitter, som så dagens lys for første gang i 1935 og stadig med samme uændrede hemmelige opskrift, er blandt verdens mest succesrige spiritusmærker. Jägermeister består af 56 nøje udvalgte urter, krydderier, rødder og frugter mv. fra hele verden. Jägermeister lagres på egetræsfade i 12 måneder, hvilket er med til at skabe den udsøgte, komplekse og særdeles afbalancerede smag. I den ikoniske, firkantede flaske Jägermeister vil man opdage dufte af citrus, ingefær, stjerne anis og en blid, behagelig bitterhed af urter. Utrolig mange anvendelsesmuligheder til drinks.

Et iskoldt shot

Sådan kender de fleste Jägermeister. Den berømte tyske bitter er blandt verdens mest succesrige spiritusmærker og indholdet i den ikoniske, firkantede flaske, der er fremstillet på basis af 56 forskellige urter, krydderier, blomster, rødder og frugter, er populær over hele verden. På grund af de mange naturlige ingredienser samt de 12 måneders fadlagring, er Jägermeister derfor heller ikke markedets billigste bitter, og Jägermeister er top 8 over internationale kvalitetsspiritus.

Den berømte bitter så dagens lys i den lille nordtyske by Wolfenbüttel i 1935, og selvom den oftest bliver serveret som et iskoldt shot (helst ved -18 grader), så har Jägermeister mange anvendelsesmuligheder og egner sig rigtig godt til drinks og cocktails.

Til ære for jægerne

Historien om Jägermeister begynder for mere end 80 år siden i den lille, tyske by Wolffenbüttel, som ligger ca. 60 km. sydøst for Hannover og ikke langt fra Harzen mod syd. Her havde en ung mand ved navn Curt Mast en vision. Som søn af byens eddikeproducent var han, udover sin store passion for jagt, også optaget af spiritusproduktion. Han forestillede sig en unik drik. En med en intens smagsoplevelse. En, der havde kraften til at bringe folk sammen. Efter flere års eksperimenter med forskellige ingredienser, lykkedes det den kreative Curt Mast at finde frem til opskriften på den unikke og særlige smag, som vi i dag kender som Jägermeister. En spiritus med en alkoholvolumen på 35%, som han fik frembragt ved hjælp af 56 forskellige ingredienser, herunder bl.a. ingefær, kardemomme, kanel, stjerneanis og appelsinskal.

Som nævnt var Curt Mast også en passioneret jæger, så han opkaldte den nye spiritus efter ordet for jagtbetjent – på tysk Jägermeister – og dedikerede naturligvis drikken til jægerne. ”En skål for alle jægeres ånd, et udtryk for respekt for natur og venskab.”

Som galionsfigur for sin opfindelse, valgte Curt Mast det ikoniske gevir med det skinnende kors mellem hjortetakkerne fra Sankt Hubertus-legenden. Ifølge legenden var Hubertus en jæger, der ikke respekterede Guds skabninger. Indtil en dag hvor en stor hjort med et skinnende kors mellem takkerne på geviret kom til syne foran ham. Han bekendte sig derefter til Gud og ved sin død blev han betragtet som alle jægeres beskytter.
På kanten af etiketten skrev Curt Mast den første strofe fra Oskar von Riesenthals digt ”Waidmannsheil”; ”Det er jægerens ære, at han beskytter og bevarer sit vildt, jager som en sportsmand og ærer skaberen i hans skabninger“.

Mørk, kompleks og mystisk

Smagen af Jägermeister er mørk, kompleks og umiskendelig, og baseret på en hemmelig opskrift er Jägermeister gennemsyret af mystik. Det er dog ingen hemmelighed, at bitteren bliver fremstillet på basis af 56 urter, krydderier, blomster, rødder og frugter af bedste kvalitet fra hele verden. Tilsammen tilfører de følgende ingredienser fem forskellige smagsnuancer til den berømte bitter.

  • Sjerneanis, kardemomme og lakridsrod tilfører sødme
  • Pomerans og chiretta (der smager af tonic) tilfører bitterhed
  • Skal af appelsin tilfører frugtighed og citrussmag
  • Ingefær og galangarod (også kendt som thailandsk ingefær) tilfører en kraftig og lidt jordagtig smag
  • Kryddernellike, muskatblomme og kardemomme tilfører en sød duft af krydderurter

Det er således en meget kompleks smagspalette, der gør Jägermeister til en unik spiritus ulig nogen anden.

Flere hundrede kvalitetscheck

Produktionen af Jägermeister begynder ved at dele de førnævnte 56 ingredienser i fire. Herefter udblødes de i stærk alkohol, så smagsegenskaberne trækkes ud. De fire koncentrater, som har en alkoholstyrke på knap 70%, blandes og lagres herefter på store egetræsfade i mindst 12 måneder, for først derefter opnås den helt perfekte kvalitet. Efter lagringen tilsættes yderligere alkohol, vand, samt karamelliseret og flydende sukker. Først da er Jägermeister færdigproduceret og klar til at blive tappet på de mange forskellige flaskestørrelser. I løbet af produktionen, der den dag i dag stadig finder sted i Wolfenbüttel, foretages der intet mindre end 383 kvalitetskontroller for at sikre, at hver flaske der forlader produktionen smager som den, Curt Mast skabte.

Vidste du, at…

I sin søgen efter den perfekte Jägermeister flaske testede Curt Mast mere end 100 forskellige typer flasker ved at tabe dem på egetræsgulvet i sit eget hjem. Kun én klarede testen og derfor faldt valget på den karakteristiske, firkantede flaske.

Hos Jägermeister i Wolfenbüttel har man 445 egetræsfade til lagring. Hvert fad kan indeholde op til 10.000 liter, så for at modstå det enorme pres fra indholdet, skal fadene være solidt konstrueret og uddannelsen til bødker tager da også tre år, hvor man bl.a. lærer at udvælge det rigtige træ til fadene. Et egetræsfad vejer omkring 600 kg.

Jägermeister kom på det danske marked i 1967, som det tredje marked uden for Tyskland, og blev hurtigt en meget populær konkurrent til de forskellige snapsemærker. Gennem tiden har Jägermeister kørt en række iøjnefaldende reklamekampagner. En af de mest kendte er fra 1970’erne, hvor almindelige mennesker optrådte på billeder med en flaske Jägermeister i hånden, fulgt af et udsagn om, at; ”Jeg drikker Jägermeister fordi…”